Selvbruning kan give mersalg i salonen
Salget af selvbruningsprodukter er støt stigende på det danske marked. Forbrugerne vælger selvbruning som et alternativ til solbadning, og som en mulighed for at få en fin glød i huden hele året. Og produkterne kan skabe mersalg i både frisørsaloner og i skønhedsklinikker.
”Der er sket rigtig meget indenfor selvbruning de senere år”. Det slår Tove Brink Pedersen, der er brand manager hos GM Trading, fast. Fra at være produkter, der var vanskelige at påføre uden at få striber, og som i øvrigt lugtede dårligt, er selvbruningsprodukterne i dag en stor del af rigtig mange kvinders skønhedsprocesser. Derfor er det også produkter, der kan give mersalg i frisørsaloner og i klinikker; de er ikke voldsomt dyre, de er forholdsvis lette at rådgive og vejlede om, og de er en selv af selvforkælelsesoplevelsen og derfor oplagt til impulskøb i salonen.
GM Trading har i en årrække være distributør for Vita Liberata, der er et irsk selvbrunerbrand, som har eksisteret i mere end 20 år, og som dermed har været med fra selvbruning var noget helt nyt.
”I dag skal produkterne ud over at være selvbrunende også sikre at farven er flot, at den ligger pænt, og at den holder godt. Herudover skal selvbruneren rumme ordentlige, plejende ingredienser, der giver fugt til huden, hvad enten det glæder lotion, mousse eller dråber, der mikses med ansigtscremen”, forklarer Tove.
Indfarver de døde hudceller
Selvbruner indfarver de døde hudceller i det øverste hudlag, forklarer Tove. Tidligere udtørrede selvbrunerprodukterne huden. Det gør de ikke mere, tværtimod er de også plejende og fugtgivende, for dermed opnår man det flotteste og mest naturlige resultat.
Tove fortæller, at der er sket utroligt meget på markedet igennem de seneste 8-10 år, at både store som mindre brand har fået et boost, og at produkterne er blevet meget bedre, ikke mindst drevet af at forbrugerne forventer mere af deres produkter i dag.
”Forbrugerne gider ikke længere de udtørrende, lugtende produkter, så det er stort set alle brands i dag kommer ud over. Farven, de efterlader, er flottere, de er mere gyldne og afstemte i tonerne, og selvbrunerlugten er minimal”.
Et sundt og naturligt look er en trend
Om årsagen til, at selvbrunerprodukter er boostet så voldsomt i de senere år, mener Tove, at det hænger sammen med flere ting. Det en kæmpe trend i tiden at have en naturlig, sund udstråling. Men samtidig er der også en trend, at man ikke solbader så meget mere, fordi det ikke er sundt at opholde sig i solen, og så er selvbrunere jo et fantastisk alternativ. Ydermere er selvbrunere i høj grad blevet promoveret på de sociale medier, og det er også noget, som Tove opfordrer forhandlerne til.
”Det er produkter, hvor det er let at lave før- og efterbilleder og små videoer om, hvordan man påfører produkterne bedst muligt; forbereder huden med en peel og en smule lotion, hvorefter man påfører enten moussen eller lotion, og det skal forhandlerne helt klart benytte sig af”.
Selvbruner er også en produktgruppe, der findes i alle prisklasser. ”Man kan købe selvbruner i supermarkedet, men der er ingen tvivl om, at man får, hvad man betaler for, og vil man have pleje, naturlige ingredienser og måske et vegansk produkt, som mange også søger, så skal man som forbruger netop gå til fagfolk; frisøren, en klinik eller anden specialhandel ”, siger Tove Brink Pedersen.
Kommer i mange former
Selvbruner kommer i mange former: Lotion, mousse, mist og dråber til ansigtet. Men fælles er, at man bruger produkterne til at opbygge farven gradvist, så det ser naturligt ud og passer til den enkelte
”Forbrugerne stiller også krav om, at de gerne vil have produkter med flere funktioner. Det vil sige, at produkterne skal give en fine glød, men de skal også være plejende og give fugt, og dråberne til ansigtet må gerne have anti-age effekt. Og så skal produkterne være nemme at anvende,” forklarer Tove, der tilføjer, at Vita Liberata-bestselleren er en mousse, der er let at påføre med en tilhørende handske. ”For det, man hører gang på gang er, at striber er et no-go, og jo lettere produktet er at påføre, jo færre striber.”
Tove deler forbrugerne op i to: Dem, der bruger quick-fixet; en bodylotion med instant selvbruner-effekt eller ”Bodyblur”, der fungerer som en usynlig nylonstrømpe, og som kan bruges, hvis man skal have lidt ekstra farve på kroppen til weekend i byen, og dem, der bruger lotion og mousse med en ”gradual” eller justerbar effekt samt anti-age selvtanning dråber i ansigtscremen, og det er på de produkter, det største salg ligger - hele året rundt.
Hun fortæller også, at langt de fleste af de produkter, der findes på markedet i dag, er skabt af naturlige ingredienser. ”Det er ganske enkelt det, forbrugerne søger”.
Det, der giver farven i Vita Liberatas produkter, er økologiske sukkerroer. Herudover har man designet et kompleks, der indkapsler lugten, så produkterne stort set er lugtfri.
”Det, der skaber den typiske selvbrunerlugt er aminosyrer, der går i forbindelse med de døde hudceller. Det betyder også, at f.eks. kost, medicin eller anden udefra kommende påvirkning har indflydelse på, hvor meget selvbruneren lugter. Nogle brands vælger at skjule det med parfume. Vi vælger at indkapsle lugten i stedet.”
Der udvikles løbende
Tove Brink Pedersen slår fast, at den store markedsandel ligger på produkter, der er nemme at bruge, og hun understreger, at her er næsten alle brands godt med. Men hun mener også, man vil blive ved med at produktudvikle, så produkterne forbedres, farven holder længere med mere, og hun løfter også sløret for, at der fra Vita Liberatas side vil komme til at ske spændende ting i 2025.
Spørger man ind til, hvor længe selvbrunerfarven holder, er spændet stort, nemlig fra tre til syv dage.
”Det afhænger rigtig meget af, hvad man gør i dagene efter på føringen, for det er døde hudceller, der indfarves, så bader man i klor, holder farven ikke så lang tid, men sørger man for at holde huden fugtet, kan farven holde i op til en uge”.
En ny kategori i vækst
Selvbruningsprodukterne er en forholdsvis ny kategori inden for skønhedspleje. Men den er vækstet så meget, og udviklet så meget, at Tove Brink Pedersen understreger, at det bestemt ikke er en kategori, man må overse. Bl.a. fordi alle forbrugere kan være med, uanset om man vil være mørk solbrun, eller man bare vil have en flot glød året rundt.