Nyt partnerskab skal give frisørsalon vokseværk
Salon Dnor, der holder til i Hasserisgaard Centret, indgår et samarbejde med Park Styling. Det er et dansk udviklet frisørfællesskab bestående af selvstændige frisører, som blandt andet deles om en egenudviklet produktserie med naturlige ingredienser, webshop og markedsføring. Indehaver Trine Breinholt ser det nye partnerskab som en løftestang for at udvikle salonen og få vokseværk. Salonen skifter samtidig navn til Park Styling.
Trine Breinholt har været selvstændig i seks år og driver Salon Dnor i Hasserisgaard Centret. Med sig i salonen har hun frisørassistent Nanna Hald og frisørelev Emily Isbitser. Inden Trine blev selvstændig havde hun været frisørassistent i en stor salon inde i Aalborg. Det var hun i otte år, og de mange personlige kunder gav hende et godt udgangspunkt, da hun besluttede at starte sin egen salon.
Efter at have etableret sig som selvstændig, er det nu tid til at se på mulighederne for at udfordre sig selv og udvikle salonen endnu mere. Derfor har Trine Breinholt valgt at indgå et samarbejde Park Styling.
”Jeg har været på udkig efter en mulighed for at vokse både professionelt og personligt. I Park Styling har de fokus på at skabe et stærkt fællesskab af frisører, og jeg ser det som en mulighed for at lære og udvikle mig sammen med andre, der deler min lidenskab og engagement for frisørfaget. Med det nye partnerskab får jeg en masse inspiration og opbakning til at udvikle salonen, så vi kan tage det næste skridt. Derudover har Park Styling et værdisæt med fokus på bæredygtighed og uddannelse, som passer rigtig godt med det, som vi står for,” siger Trine Breinholt, indehaver Park Styling i Hasserisgaard Centret.
Fællesskab giver mere tid til nærvær
Når man er selvstændig kræver det mange ressourcer selv at skulle stå for alt fra indkøb af produkter til udvikling af hjemmeside og sociale medier. I Park Styling er de 95 selvstændige frisørsaloner, der deles om alle de forhold, som har at gøre med driften. Eksempelvis har man en egenudviklet skånsom produktserie med naturlige ingredienser, der ikke indeholder parabener og uigennemsigtige E-numre, og som kun forhandles i saloner og på fællesskabets webshop. Desuden har man som de første i Norden indført returpant på emballagen, så kunderne får 20 kroner retur, når de afleverer den tomme emballage igen. Man deles også om efteruddannelse og markedsføring.
"Vi har en høj standard af service og kan godt lide at hygge om kunderne. Når du ved, at der er styr på alle de bagvedliggende ting i salonen, giver det bare et endnu større frirum og overskud i dagligdagen, så du kan være nærværende,” siger Trine Breinholt.
For yderligere information
- Kontakt: Trine Breinholt, indehaver af Park Styling i Hasserisgaard Centret, på tlf. 60 24 01 32
- Besøg: www.parkstyling.com
Om Park Styling
Park Styling, der fokuserer på bæredygtighed, vil være den mode- og kvalitetsbevidste frisørkundes førstevalg samt branchens mest attraktive arbejdsplads for ambitiøse frisører. Vores fælles passion er hår og hårpleje med fokus på de internationale hårtrends, bæredygtighed og egne eksklusive produkter med naturligt indhold, som er gennemtestet og godkendt af frisørerne selv.
Park har et sundt, professionelt og inspirerende fællesskab blandt alle saloners medarbejdere og indehavere. Kontinuerlige kurser under eget internationalt akademi sikrer højeste faglighed, fremtidig udvikling og konkurrencedygtighed.
Park Styling har hovedkvarter i Kolding og er Nordens hurtigst voksende frisørfællesskab med saloner i mere end 70 danske byer samt i Tyskland, Norge og Færøerne.