Et inspirationshus for frisører
Just Add People er ny i frisørinventarbranchen, men manden bag er bestemt ingen novice. Det er nemlig Klaus Østergaard, der har teamet op med sin familie, og sammen har de skabt en alternativ inventarvirksomhed til frisør- og beautybranchen, hvor det handler om inspiration, og hvor man har indført begrebet ”Ærlige priser”.
”Vi vil gerne inspirere frisørerne til at gøre det lidt anderledes. Derfor har vi opbygget en ny virksomhed og et inspirationshus, hvor frisørerne, der besøger os kan få en oplevelse, og hvor tingene hænger sammen fra de 14 ”saloner”, vi har bygget op, til eventområdet og kaffebaren”. Det fortæller Klaus Østergaard om Just Add People, der så dagens lys i begyndelsen af 2024.
Og navnet Just Add People er bestemt ikke grebet ud af den blå luft, for det er netop det, virksomheden tilbyder. ”Vi kan levere alt! Fra en fuldt udstyret salon med møbler, belysning med mere til glassene, kunderne skal drikke af, kaffen og vinen, de skal drikke, og de produkter, der skal stå på hylderne. Det eneste, vi ikke kan levere, er de mennesker, der skal udgøre salonens sjæl”, forklarer Klaus, Anja, Mads og Rasmus Østergaard, som både er familie og forretningspartnere, der hver ejer 25 pct. af virksomheden.
Og man bliver næsten ”blown away”, når man besøger det nye hus i Viborg, hvor der er tænkt over enhver lille detalje. Fra opkørslen, der sker ad en snoet vej igennem et ”vild med vilje”-område med høje græsser og engblomster op til parkeringspladsen, hvor en 4x3 meter høj og bred indgangsdør, tager imod.
Området har sin egen sø, og der er installeret solceller, så man stort set er selvforsynende.
Inde i bygningen er der masser af lys og luft. Alt er åbent, men med loungeområder skabt strategisk rigtige steder. I den ene ende af bygningen findes kontorområdet, og i den anden ende er der indrettet 14 unikke og komplette saloner, hvor frisørerne kan gå på opdagelse i universer med titler som Botanic, Mellow og Urban, og hvor alt kan købes fra cafébordene til tv’et og salonindretningerne. I hver salon findes en QR-kode, der kan scannes og alt det, der findes i salonen, vises.
”Men vi kan ikke være gode til alt, derfor har vi indgået strategiske samarbejder med leverandører, og de bruger alle vores scene med plads til 60 frisører, når de holder events i det jyske. De gardiner og persienner, vi har hængt op, kan vi sætte frisørerne i forbindelse med forhandlerne af, og det samme gælder gulvbelægningen, ligesom farverne på væggene alle er fra Flügger, og farvekoderne står angivet”, forklarer Anja.
Toiletterne er i øvrigt en oplevelse for sig. Alle ni toiletter er indrettet forskelligt og med overraskende elementer. For hvorfor skal man ikke også have en wow-oplevelse, når man går på toilettet, er holdningen.
Tidsrejsen begyndte i 2022
Huset stod færdigt i foråret 2024, men inden Just Add People så dagens lys, havde de fire; Klaus, Anja, Mads og Rasmus gjort sig nogle klare overvejelser i forhold til, hvad de ville med virksomheden.
”Vi gjorde os klart, hvordan vil gerne ville fremstilles, og hvad vi gerne ville huskes for: At være nemme at handle med, at være de mest inspirerende, at tilføre nyt, at være innovative og for at gøre tingene anderledes. For når man har et mål, er det lettere at gøre tingene rigtigt”, lyder det fra Klaus.
”Vi har ikke valgt den nemme løsning, vi har besluttet os for, hvad vi vil, og hvad branchen fortjener og har brug for, og det går vi efter. For alt vi gør, er en del af vores fortælling”.
Vi sidder om det store spisebord alle fem og taler om virksomheden, og det er tydeligt at fornemme, at både Klaus og Anja og sønnerne Rasmus og Mads har en stor passion i forhold til Just Add People, og at det er deres hjerteblod, de lægger i virksomheden.
”Vores mål er at inspirere frisørerne til at tage samme rejse som os. At tænke over, hvad man vil med sin salon og gå efter det”, er holdningen.
Vi gør op med rabatræset
”Med etableringen af Just Add People gør vi også op med den tendens, der er i branchen til, at møblerne prissættes højt, for herefter at kunne give en stor ”rabat”. Vi har valgt at satse på stor gennemsigtighed, åbenhed og på at arbejde med ”ærlige priser”. Det vil sige, vi har prissat vores produkter til det, de koster, og det er ikke muligt at få rabat. Uanset om man taler med Klaus, Mads eller mig”, forklarer Rasmus. Og udsalg er heller ikke noget, man arbejder med.
”Det føles rigtigt at arbejde på den måde, men det er noget, branchen skal vænne sig til. Det er der ingen tvivl om, men det er nok også det, der har været sværest at få kommunikeret ud. Men jo mere vi taler om det, jo mere værdsætter vores kunder det”.
Derfor har man også valgt at samarbejde med leverandører, der ligger i forskellige prisklasser, men som alle har stort fokus på kvalitet. Takara Belmont er branchens mest eksklusive mærke og findes i toppen, med Comfortel i den mere prisvenlige og overkommelige ende.
”Det er ikke let at finde leverandører i indretningsbranchen, men vi har nu fundet samarbejdspartnere, der passer til os, og så vi kan ramme alle frisører”.
Allerede nu er frisørerne meget glade for at besøge de 14 inspirationssaloner, og de kan bruge meget tid på at gå rundt fra den ene til den anden, ligesom mange sagtens kan gå rundt i et par timer, for så at komme igen en anden dag, når alle indtrykkene har bundfældet sig, eller man tager sine assistenter eller veninder med for at få en ”second opinion””, fortæller Rasmus. Typisk falder frisøren for en stil, men samtidig kan man sagtens kombinere belysningen fra en salon med stolene fra en anden, og spejlene og betjeningspladserne fra en tredje. Eller vælge en dyrere stol og kombinere med et billigere spejl.
”Men salonerne er et vigtigt redskab i forhold til at få inspirationen. Samtidig har vi vores Design Lab, hvor vi har alle de materialer, farver og træsorter med mere, som vi kan levere indretningerne i, og så vi på den måde kan hjælpe frisørerne hele vejen rundt, hvilket i øvrigt også er et af vores klare mål”, lyder det. Det gælder naturligvis også i forhold til montage, når der skal findes en elektriker eller andet. Vi hjælper gerne med det hele”, fastslår Mads.
Og man udfordrer også gerne frisørerne til at prøve noget andet end det traditionelle sorte, ligesom der rådgives om højder på betjeningsstolene, belysning i salonen og meget mere.
Et stort lager hører til den nye bygning, så frisørerne kan få deres nye stole, spejle og andet leveret hurtigt, og man tilbyder naturligvis også en finansieringsordning; en leasingaftale på enten 12, 24 eller 36 måneder som alternativ til at hæve på kassekreditten.
På 1. salen har man i øvrigt indrettet en Beauty-sektion med indretninger til skønhedssaloner, negleteknikkere med mere.
Det skal føles rigtigt
Et af mantraerne for de fire indehavere af Just Add People er, at det skal føles rigtigt. ”Vi forsøger at skabe et godt arbejdsliv for os selv, hvor vi har de kunder, vi gerne vil have, og hvor vi har lyst til at blive ved. Men også for frisørerne, for de skal helst holde i så mange år som muligt i branchen.
Familien har naturligvis også lagt planer for virksomhedens fremtid, og målet er at blive den største inspirationskilde på salonindretning i Danmark.
”Vi håber at blive det sted i Danmark, der er bedst til at hjælpe frisørerne, Med afslutningen af 2. regnskabsår forventer vi at gå i nul, og herfra forventer vi vækst”. Og tilfredse kunder er alfa og omega på den rejse. ”Det er aldrig sjovt med problemer, derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores kunder med at komme i mål”.
Allerede nu er der mange planer og ideer for fremtiden, og det næste skridt er at blive mere kendt i branchen.
”Jeg har 30 års erfaring i branchen, og samtidig er vi lige begyndt. Men vi tager én ting ad gangen, og vi nyder processen”, lyder det afslutningsvis fra Klaus Østergaard.