Kære Anne-Sophie

Jeg har krøllet hår og har altid fældet ret meget. Det har heller ikke været nemt for mig at få langt hår, da det blev så slidt i spidserne, at der ofte måtte klippes meget af, hver gang jeg var hos frisøren.

Indtil for ca. 5 år siden (da jeg var ca. 30 år) havde jeg dog ret meget fylde i håret, og det var på det tidspunkt blevet rigtig langt. Jeg har vedlagt et par fotos af det.

Og så gik det mere eller mindre ned ad bakke derfra. Efter at have fået klippet et godt stykke af håret og fået lavet etager hos en frisør, som mente, at det var det bedste, begyndte mit hår at blive tyndere og tyndere, og det kunne bare ikke blive langt.

Jeg var bange for, at jeg var begyndt at lide af pletskaldethed og undersøgte muligheder på Hårklinikken, men en frisør fortalte, at det ikke var det, der var galt. Derimod var problemet, at mit hår knækkede, når det nåede en vis længde – måske 8-9 cm – så der var masser af hår tæt ved hovedbunden, men længderne var meget sølle. Han gav mig det tip at massere min hovedbund jævnligt for at få blod til hårsækkene, og prøve tilskud af B vitamin for at se, om det hjalp. Jeg syntes egentlig, at det hjalp lidt.

I denne periode (snart 2,5 år siden) blev jeg gravid, men fik en tidlig abort, da fosteret ikke var levedygtigt. Efter nogle måneder blev jeg gravid igen, og for 15 måneder siden fødte jeg mit første barn. Under graviditeten blev mit hår stærkere og tykkere, og lige op til fødslen og i de første måneder efter fældede jeg mindre end nogensinde før.

Men efter nogle måneder (jeg ammede min datter i 10 måneder i alt), begyndte jeg at fælde rigtig meget igen, og jeg fik også det, jeg har hørt mange kalde ‘ammehår’ – at håret knækker tæt ved hovedbunden rundt i kanten, så man har helt korte små hår hele vejen rundt.

Jeg TROR at disse små korte hår stille og roligt er på vej ud, de virker i hvert fald lidt længere end i begyndelsen. Men som du kan se på de sidste billeder, er det tydeligt, at mine længder er helt tynde, fordi der kun er halvt så meget hår i længderne, som helt inde ved hovedet.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt mit hår bliver ved med at knække, så dette problem vil fortsætte. Og jeg er rigtig ked af, hvordan mit hår ser ud – og har set ud i snart lang tid. Jeg savner at have hår, som kan hænge løst med ordentlig fylde, og selv når jeg sætter det op, er det problematisk, fordi jeg skal bruge en masse hårnåle til at få alle de korte hår med. Det ser kort sagt virkelig sørgeligt ud.

Jeg vil så gerne finde ud af, om der er noget som helst, der kan gøres for at få mit ‘gamle’ hår tilbage!! Kan det være vitaminmangel? Hormoner? Eller bare alder og noget jeg må leve med?

Kort hår er ikke nogen særlig god løsning for mig pga alle krøllerne.

Jeg har i øvrigt altid vasket mit hår 1-2 gange om ugen, og jeg styler det som regel med lidt balsam, da det har fungeret godt til mine krøller.

Jeg håber, du kan hjælpe mig lidt på vej.

Håbefulde hilsener,
Sarah

Kære Sarah.
Det er meget svært at se på billederne hvad der er galt, men det lyder meget som en kunde jeg lige har haft i salonen, måske det var dig?
Nå men det lyder som om der er kuk i dine hormoner endnu, måske du spiser p-piller eller anden medicin, jeg vil enten anbefale dig at kontakte din læge, eller hår klinikken. Du kan også komme ind til mig i Grønnegade så kan jeg bedre rådgive dig.
Der er som regel råd for det.
Venlig hilsen
Anne-Sophie