Bøde for skjult reklame på Facebook
Indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed skal betale 30.000 kroner for at have overtrådt forbuddet mod skjult reklame på Facebook.
Ifølge markedsføringsloven skal man oplyse, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale af virksomheder eller produkter, så det fremgår klart af opslaget og er tydeligt for modtagerne, inden modtagerne vælger at se nærmere på opslaget. Det gælder, uanset medie og uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influent.
Det måtte indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed sande, da retten i idømte vedkommende en bøde på 30.000 kroner for ikke at have markeret 16 opslag på Facebook tydeligt som reklame. Indehaveren blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i marts 2021.
Indehaveren er dømt for at have markedsført flere virksomheder i perioden november 2018 til maj 2020 i en række opslag på en Facebook-side og i en Facebook-gruppe, som indehaveren selv administrerede, uden at oplyse tydeligt om, at det var reklame. Retten udtalte, at opslagene havde til formål at påvirke læserne af opslagene til at foretage investeringsmæssige dispositioner.
Retten fastslog også, at oplysningen om, at et opslag er reklame, skal placeres indledningsvist, så forbrugeren er klar over det, når forbrugeren vælger at læse det enkelte opslags indhold. Ord som ”i samarbejde med” eller ”sponseret af” udgjorde ikke en klar oplysning om, at opslagene var reklame.
Retten udtalte, at en bøde på 60.000 kroner var passende, men nedsatte bøden til 30.000 kroner på grund af straffesagens sagsbehandlingstid.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:
"Det skal fremgå meget klart, når der reklameres for at investere i en eller flere virksomheder på de sociale medier. Man må ikke være i tvivl, når man ser opslaget. Retten har fastslået, at det ikke er nok at skrive "i samarbejde med" eller ”sponseret af"."
-PF