Kontaktallergi, eksem og åndedrætsbesvær er almindelige gener, der associeres med frisørfaget. Det er ikke usædvanligt, at de, der er påvirket, tvinges til at skifte branche. Netop dét skete for Anne-Sophie Skjødt Villumsen, men i stedet for at forlade frisørfaget valgte hun at få mere viden om det. Viden, der senere lå til grund for frivilligorganisationen Grøn Salon.

Få gode tips til en grønnere salon.

”Den grønne bølge” skyller ind over verden, og frisørbranchen er ingen undtagelse. Både forbrugere, frisører, producenter og leverandører bliver alle mere bevidste om den effekt, visse ingredienser har på både kroppen og miljøet. Da frisørsaloner bruger store mængder vand, energi og kemikalier, er det en udfordring at skabe en miljøvenlig arbejdsplads. Heldigvis bliver dette lettere og lettere.

Gennem frivilligorganisationen Grøn Salon findes der tilgængelig information til alle, der vil arbejde mere miljø- og allergisikkert. I dag er der mange, der bevidst vælger et grønnere alternativ, og der findes saloner, der er certificerede af Grøn Salon i hele Norden. Da Anne-Sophie Skjødt Villumsen blev ramt af allergi i slutningen af 80’erne, så det lidt anderledes ud. Hun arbejdede videre trods alle gener, som allergien medførte. Hun ville ikke stoppe med at arbejde som frisør men opdagede, at det var svært at finde information om allergifremkaldende ingredienser i frisørprodukter.

En grønnere salontankegang
Anne-Sophie begyndte selv at undersøge, tilegne sig mere viden og opbygge et netværk. Hun lavede en produktliste med ting, hun ville udvikle, og skabte sit eget salonkoncept, som hun kaldte for ”økologisk frisør ”.

”Begrebet ”økologisk frisør” blev hurtigt mere sløret, da jeg fandt ud af, at økologi ikke nødvendigvis hænger sammen med helse og allergi. Man kan bestemt blive allergisk for økologiske ingredienser. Jeg valg te derfor at satse mere på det allergimæssige aspekt i stedet for”, siger Anne-Sophie. Årene gik, og der var flere, der fik øjnene op for allergivenlige produkter og en grønnere salontankegang. I 2005 vandt Anne-Sophie Københavns Kommunes miljøpris, og derefter stoppede telefonen aldrig med at ringe.

Certificering 
For at blive Grøn Salon-certificeret skal salonen først gennemgå et endagskursus. Her lærer frisørerne at læse produktbeskrivelser og indholdsfortegnelser ud fra, hvad de må og ikke må anvende ifølge Grøn Salons forskrifter. Herefter gennemføres de ændringerne i salonen, der er nødvendige for at leve op til kravene. Det gælder dels hvilke produkter, der må anvendes i salonen, men også andre miljøbesparende tiltag såsom vandbesparelse på vandhanerne, affaldssortering og LED-belysning.

Tekst: Camilla Svensson (Sascha Tejlmann Red.)
Foto: Peter Gravesen

Læs mere om WonderBox her!