Vi kender det alle. De irriterende røde prikker, som til tider går hen og bliver hvide. Men er du egentlig klar over, hvad du skal gøre, når du får en bums, eller går du bare i gang med at presse? Det er i hvert fald ikke altid vejen frem.

Din hud i ansigtet er meget tynd og ofte også en smule følsom. Når du begynder at presse, vil der nemt kunne komme ar, og disse forsvinder ikke. Derfor er det vigtigt at tænke dig om en ekstra gang, inden du begynder at trykke på bumsen. Hvis du beslutter dig for at gøre det, er det utrolig vigtigt, at du hverken bruger negle eller andre skarpe genstande som for eksempel en pincet.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at dine hænder er en af de legemsdele på kroppen, som er i kontakt med allerflest ting på en dag. Det betyder også, at dine hænder og især dine negle i mange tilfælde ikke er fuldstændig bakteriefrie. Hvis du begynder at presse eller pille ved en bums, vil du mange gange blot overføre endnu flere bakterier, hvilket betyder at der går længere tid, inden bumsen er på retræte.

Det som mange glemmer, når de går i gang med at presse bumser er, at du ofte selv lægger meget mere mærke til dine pestilenser, end andre gør. Derfor skal du vurdere, om det er værd at få et eventuelt ar, eller om du kan overleve et par dage med bumsen. Hvis du har mange bumser, er et godt råd at opsøge en kosmetolog, som på professionel vis kan rense din hud og fjerne dine bumser uden at skade din hud.

Hvis du har besøgt en kosmetolog, men har så uren hud, at kosmetologen ikke kan hjælpe dig, kan du tale med din læge, som kan vurdere, om dit hudproblem kræver anden behandling.