Masser af kvinder har prøvet at miste håret på grund af kemoterapi. Tilstanden er midlertidig – nogle gange begynder håret endda at vokse tilbage allerede under de sidste kemobehandlinger. Men det er en ringe trøst for dig, der står midt i situationen og ser ”Den skaldede frisør” i spejlet.

Hårtabet sker, fordi kemo’en rammer alle celler, der deler sig hurtigt. Det gør kræftcellerne – men det gør cellerne i hårsækkene også.

En paryk kan være en god løsning, men ikke for alle. Forbavsende mange kvindelige kræftpatienter går ud og køber en flot frisure, som aldrig bliver brugt. Når hverdagen melder sig, kan de simpelthen ikke genkende deres spejlbillede. Deres nye hår er for stort, for perfekt, for ”amerikansk”. Altså: når du køber en paryk, der skal bruges hver dag, skal du måske tænke på en lidt mere hverdagsagtig frisure.

En paryk kan da også være en glad ting. Du slipper for en masse bøvl, og du får aldrig en dårlig hårdag!

Men du kan også prøve noget andet. Udvalget af tørklæder, som er designet til kvinder med hårtab, er stort. De kan købes hos parykforhandleren, men du finder dem også online. Tørklædet er i øvrigt et godt valg om sommeren, hvor en paryk kan få dig til at svede tran.

De modigste kvinder gør deres skaldethed til et fashion statement. Det gælder bl.a. fotomodellen Sharon Blynn, som engang mistede håret pga. sygdom, og som i dag med vilje barberer sig skaldet.

Mange andre spørgsmål kan melde sig, når kemo’en har taget håret i en periode. Du kan få meget mere at vide, og læse om andre kvinders erfaringer, i bogen ”Ondt i håret”. Hjemmeside findes på www.ondtihåret.dk.

WonderBox - hår- og skønhedsprodukter kun 279 kr!