En ny hårfarve kan ændre dit look fuldstændig. Måske har du fået lyst til at give dig selv en hårfarve-makeover til vinterens mange fester. Eller måske er du en af de mange, som farver håret ofte.

Men er det skadeligt for håret? Svaret er både ja og nej. Undersøgelser har vist, at permanente hårfarver er barskere for håret end skylle- og toningsfarver, da de indeholder flere stærke kemikalier. Du kan derfor med fordel nøjes med at farve dine udgroninger, og ikke hele håret, når du først har farvet det én gang.

Affarvningsprodukter, som ofte indeholder ammoniak, er allerhårdest ved dit hår. Det skyldes, at ammoniakken åbner håret kemisk og trækker farven ud, hvilket er meget skadeligt. Hvis du har affarvet dit hår, er det en god idé at anvende mildere toningsprodukter til at holde farven ved lige, frem for at affarve igen, da hårstråene ikke vil nå at hele.

De hårfarver frisørerne anvender, er også skadelige for dit hår. Farver du dit hår selv, kan det dog være en god idé at få frisøren til at gøre det en gang imellem. En professionel vil kunne give dig en status på dit hårs sundhed og tjekke, om det måske har behov for en pause fra hårfarvningen.

Selv økologiske hårfarver indeholder aktive kemikalier, som slider på håret. Derfor er det et must at pleje dit hår grundigt efter hver farvning, uanset hvilken farvemetode du vælger. Brug produkter specielt udviklet til farvet hår, og husk at bruge en god hårkur eller olie jævnligt.

 

WonderBox - hår- og skønhedsprodukter kun 279 kr!