Roskilde Festivalen nærmer sig og selvom festivalslooket er mere afdæmpet end det, mange er vant til, er der ingen, der siger, at du behøver at ligne en hængt pungrotte og lugte af død gnu, du kan nemlig godt være lækker på en festival uden den store indsats, hvis blot du husker de vigtige fif og redskaber.

 

Det er vigtigt at have et overblik

Da det ikke altid er nemt at komme til et spejl på en festival, er et lommespejl altid en forudsætning for, at du har lidt mere kontrol over, om mascaraen hænger. Hvis du er helt sort om øjnene, er det godt at være udstyret med vådservietter. På den måde kan du lige fjerne de værste rander under øjnene. Hvis du helt vil undgå at bruge mascara på festivalen, men synes, at dine øjne bliver lidt for nøgne uden, kan du sørge for ar farve dine øjenvipper, inden du tager af sted. På den måde skal du ikke tænke så meget på, hvordan din mascara sidder.

 

Hvordan kompenserer man for det manglende bad?

En tur under bruseren er ikke altid det mest naturlige på en festival, og for nogle kan der gå lidt dage imellem. Dette kombineret med sol, fest og ballade kan let resultere i fedtet hår. Hertil er en tørshampoo et ideelt produkt, da håret på den måde får et frisk pust uden rigtig at blive vasket. I den forbindelse kan vådservietterne igen være gavnlige, fordi de kan bruges til en omgang klatvask, så du undgår den ubehagelige svedlugt.

 

Husk at beskytte dig mod solens stråler

Festivalerne ligger i sommermånederne, og derfor er der også chancer for sol og varme. Her er et rigtig godt råd at huske at bruge solcreme, da det er vigtigt at beskytte huden. Og lad os være ærlige, der er da heller ingen, der synes, at man er særlig lækker, hvis man render rundt og ligner en rød reje. Hvis du synes, at du er for bleg, kan du eventuelt bruge lidt selvbruner på hele kroppen inden du tager af sted. På den måde behøver du ikke at lade dig stege under solens stråler, lige så snart du ankommer. 

Hvis solen står højt på himlen, er solbriller et must på en festival. Dog ikke kun fordi, de er super fede som tilbehør, men fordi deres uv-filter beskytter dine øjne.

Hvis du har ovenstående ting i orden, er du klar til at tage på festival med et festivalslook, der udover at være afslappet samtidig har en lækker og skøn kant.