De færreste tænker på at rense deres makeuppensler, men ikke desto mindre er det vigtigt. Med tiden indsamler dine pensler nemlig bakterier, som spredes rundt i ansigtet, hvis de aldrig vaskes. Det er især uheldigt, hvis du har uren hud, da beskidte pensler kan være med til at forværre din huds tilstand. Det optimale er at vaske penslerne en gang hver eller hver anden uge, og du gør sådan:

•    Tænd for vandet, og put lidt shampoo i din håndflade
•    Skyl penslen under vandet, og skum den op i shampooen
•    Fortsæt proceduren, indtil skummet ikke længere er farvet fra pudder, rouge, øjenskygge eller andet
•    Skyl nu penslen, så den renes helt for shampoo
•    Pres alt vand ud af penslen, og form den ved at stryge den med hårene

Når penslen skal tørre, er det vigtigt, at de tørrer liggende. Bred derfor et lille håndklæde ud, og læg penslen der. Det tager typisk en halv til en hel dag, før den tørrer afhængigt af, hvor stor den er. Det er meget vigtigt, at du ikke lader penslen tørre med ”hovedet” opad. Hvis du gør det, vil det resterende vand løbe ned ved samlingen, og det kan resultere i, at limen løsnes, og penslen ødelægges.

WonderBox - Billige hår- og skønhedsprodukter