Vi har ofte travlt om morgenen, og det er de færreste kvinder, der har tid til at gå i gang med det helt store hårprojekt. Men det behøver sådan set heller ikke at tage særlig lang tid at lave en frisure, der skiller sig lidt ud fra mængden. Her er tre forslag til, hvordan du med accessories kan give et nyt  pust til din hverdagsfrisure.

Med en valk, som mest af alt ligner en donut, kan du nemt og hurtigt lave en frisure, der ser ud af meget. Sæt håret op i en hestehale, høj eller lav og før håret igennem hullet i valken. Lad derefter håret brede sig ud over valken og sæt en elastik rundt om både hår og valk. Sno nu det resterende hår rundt om valken, så det dækker hårelastikken og sæt det fast med hårnåle.
 
En anden pynteting, som kan gøre frisuren mere spændende, er hårbøjlen. Denne behøver du ikke at bruge på traditionel vis, som let kan give dig et ’the girl next door’ look. Prøv at tilføj den til en opsat frisure, hvor du ved hjælp af toupering kombinerer den rå og den pæne stil. Kast dig ud i at købe en hårbøjle, som har nogle andre former, end den gængse.

Den lille franske hårkam, må vi ikke glemme. Den kan bruges på flere forskellige måder, men den giver ofte et lidt romantisk look. Brug den i løst eller opsat hår og gerne flere af gangen. Hvis du bruger den i løst hår, skal du rede håret tilbage med kammens forside mod din hovedbund. Vend derefter kammen, så du kan føle, at den griber fat. Den vil helt sikkert pynte fint i det løse hår. Hvis du bruger den i opsat hår, kan du nøjes med blot at sætte den fast i håret.

Alle tre accessories kan bruges i håret, og du kan med dem ved hånden kreere en anderledes frisure på under fem minutter – mangel på tid er ikke en undskyldning.   

 

 

WonderBox - Billige hår- og skønhedsprodukter