Sommervarme, cykelture, varme kontorer og ture i fitnesscenteret er ikke altid din makeups bedste venner. Og det er altid lidt ærgerligt, når den makeup, der så perfekt ud om morgenen, ender som smeltet og fedtet grød om eftermiddagen. Der er dog et par simple tricks du kan følge, så din makeup holder bedre og dit ansigt ser friskt ud hele dagen.

For det første er det en god idé at bruge en primer, som du skal påføre efter din dagcreme og før din foundation. En primer hjælper med at holde makeuppen på plads, og vælger du en oliefri af slagsen, modvirker den også skinnende hud. Når du skal vælge foundation, kan en silikonebaseret med solfaktor være et godt bud. Silikonen hjælper nemlig med at holde fugten ude, så din foundation ikke smelter og begynder at dryppe. Solfaktoren betyder, at du ikke behøver at ødelægge din makeup ved at smøre solcreme over din foundation. Pas i øvrigt på med at smøre foundation på i et tykt lag – jo mere du har på, jo større er risikoen for, at den vil løbe. Du kan evt. påføre din foundation med et fugtig svamp. På den måde sikrer du, at den lægger sig i et tyndt, fint lag.

Makeupprodukter i cremeform er det bedste valg i varmt vejr, da pulverprodukter og sved har det med at klistre og klumpe. Brug derfor en cremeøjenskygge og cremeblush i stedet for pudder, og en flydende eyeliner i stedet for en almindelig kohl. Og så skal du selvfølgelig have en vandfast mascara, som kan tåle en tur i bølgerne.

Også lipgloss kan smelte i varmen, så den kan du erstatte med en farvet læbebalsam med solfaktor, som ikke klistrer så meget.

Hvis din hud begynder at skinne i løbet af dagen, kan det være fristende at friske den op med pudder. Men for meget pudder kan få din makeup til at se ujævn ud. Du kan i stedet duppe dit ansigt med ansigtsservietter, som opsamler overskydende olie uden at tvære din makeup ud.

WonderBox - Billige hår- og skønhedsprodukter