Sommeren er på vej og selvom vejret er rigtig dansk, er der også mange, der begynder at pakke taskerne og drage sydpå mod varmere himmelstrøg. I jagten på den gule stjerne er det dog vigtigt at blive mindet om nogle af alle de råd, der findes om at beskytte hud og hår mod de kraftige stråler, det salte havvand og det klorfyldte poolvand.

      
Beskyt hud og hår mod solens skadelige stråler

Pas på din hud, og beskyt den både mod UVA og UVB
Hvis vi ikke beskytter vores hud mod solens kraftige UV-stråler, ser vi det typisk ved, at vores hud bliver rød. Den røde farve skyldes en forbrænding, som opstår på grund af solens UVB-stråler, som er de stråler, der trænger lige ind under hudens overflade. Ofte tænker vi dog ikke mere over denne forbrænding, da den som regel forsvinder efter nogle dage. Sommetider lægger den sig endda, som en mere gylden farve, når den røde farve forsvinder. Det er dog utrolig vigtigt at være opmærksom på at undgå disse forbrændinger, da den røde farve er et signal om, at din hud har modtaget en for stor mængde af de farlige stråler. Strålerne kan på sigt give varige mén som pigmentforandringer, og alvorlige solskader som fx hudkræft.

Udover UVB-strålerne skal vi også være opmærksom på at beskytte os mod solens UVA-stråler. Disse er dog sværere at opsnappe, da de går helt ned i læderhuden, og derfor ikke viser sig ved en solskoldning. Læderhuden ligger under ovenhuden og består overvejende af fibre. Disse fibre danner et netværk og holder huden smidig og glat. Hvis man får for meget UVA-stråling ødelægges disse fibre, og det er det, som giver rynker. En mere alvorlig konsekvens af for meget UVA-stråling er modermærkekræft, som ca. 15.000 danskere rammes af årligt.

For at beskytte din hud mod UV-stråler er det først og fremmest vigtigt, at du køber en solcreme, som både beskytter mod UVB-stråler og UVA-stråler. SPF (Sun Protection Factor) indikerer, hvor meget cremen beskytter mod solskoldning. Det vil sige mod UVB-stråler. For at din solcreme også beskytter mod UVA-strålerne, skal den være mærket med en lille ring, hvori der står ’UVA’. Hvis du er i tvivl, så spørg din forhandler.

Kræftens bekæmpelse anbefaler, at man anvender en solcreme, som minimum har en SPF på 15. Dog er det vigtigt at opjustere denne på en meget varm sommerdag, hvis man er på ferie sydpå, eller hvis man har en meget sart hud. Husk at smøre nok på, da solbeskyttelsesfaktoren falder, hvis der smøres for lidt på. En tommelfingerregel er, at man som voksen anvender en håndfuld til en hel krop, hver gang man smører sig ind.

     

Beskyt huden og håret mod solens skadelige stråler

Glem ikke lokkerne
Når huden får for meget sol, kan vi i nogle tilfælde mærke det. Vi kan sommetider se det, fordi den bliver rød. Sådan forholder det sig ikke med vores hår. Her får vi ikke et klart faresignal om, at det nu har modtaget for mange af de skadelige UV-stråler. Det er vigtigt at være opmærksom på håret, og det bedste råd er at give det forebyggende behandling, så man ikke går et efterår i møde med spaltede spidser, glansløst og tørt hår.

Når de lysere måneder indtræffer, er det en god idé at bruge hårprodukter med SPF. Der findes faktisk mange forskellige produkter med solbeskyttende faktor, eksempelvis en solspray, som fungerer som en slags solcreme til håret. Her er det vigtigt huske, at sprayen ryger ud, så snart man hopper i hav eller pool, og at det derfor er nødvendigt at tilføre produktet i håret igen, efter man har badet. Det kan også anbefales at købe solshampoo, som indeholder UV-filter, der beskytter håret mod UV-stråler. Solshampooer renser desuden håret for både klor og salt, som håret ligeledes er udsat mere for i sommermånederne.

Udover disse forebyggende produkter er det vigtigt at være opmærksom på at give håret ekstra pleje ved at bruge balsam og hårkure mere hyppigt end normalt. Balsam og hårkure tilfører ekstra fugt til håret og sørger for, at du kan gå efterårsmånederne i møde med en glans, som uden tvivl vil klæde dit ansigt bedre end tørre og spaltede lokker.

Ekstra tip: En solhat eller en bandana kan være guld værd de dage, du opholder dig meget i solen. Sørg dog for, at stoffet er tykt nok, så solens stråler ikke trænger igennem.  

WonderBox - Billige hår- og skønhedsprodukter