Vinteren har indtil videre været mild, men det betyder ikke, at vi ikke skal beskytte vores hud mod kulden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de små nyfødtes hud er meget mere følsom end vores. Grunden til dette er, at den er meget tyndere og derfor afgiver fugten hurtigere. Når vi har vinter i Danmark, har vi ofte tør og kølig luft, og kontrasten til den varme temperatur indendørs kan have en negativ virkning på din babys hud.

Når huden bliver tør, dannes der små revner, hvilket betyder, at bakterier har nemmere adgang. Infektioner og eksem udgør derved en højere risiko for babyen. For at mindske denne risiko er det vigtigt at behandle og forebygge den tørre hud.

Hvad gør man så?
Hvis din baby har tendens til tør hud, er det vigtigt at rengøre huden netop på grund af de bakterier, som kan sætte sig i de små revner. Det er vigtigt, at du bruger en mild flydende sæbe, da vand alene ikke opløser skidt og snavs. Hvis du har en helt lille baby, er et bad 5-10 minutter 2-3 gange om ugen tilpas. Giv din baby tøj på kort efter, at du har tørt den, på den måde undgår du nemlig, at kropstemperaturen falder.

Inden du klæder barnet på anbefales det dog at smøre dit barns hud med en god lotion eller babyolie. Dette skal dog helst ske hver dag, også de dage, hvor du ikke bader din baby. Selvom dit barns hud virker til at være undsluppet tørheden, er det en god idé at fortsætte med at tilføre fugt til huden.

Tør hud hos babyer er ikke et sjældent fænomen. Cirka 60 procent af alle børn får tør hud inden for det første halve år af deres liv.

WonderBox - Billige hår- og skønhedsprodukter